Om dette arrangement

Tid
16:00 - 17:30
Pris
70 kr. inkl. gløgg
Lokalitet
Salen
Målgruppe
For voksne
Koncerter og musik

Jutlandia Saxophone Quartet

4. december 2020
Saxofonen er lidt af en outsider i den klassiske musik. For godt tyve år siden startede fire klassisk uddannede saxofonister kvartetten Jutlandia, som nu er deres professionelle base.

At spille klassisk på saxofon dengang i 1996 var om muligt mere usædvanligt, end det er tilfældet i dag. Jutlandia Saxophone Quartet spiller ikke desto mindre koncerter rundt om i musikforeninger, i kirker, på festivaler herhjemme og på turnéer i Japan, Argentina, England, Tyskland og Skandinavien. 
Kvartetten præsenterer både det originale repertoire for saxofon, vores samtidsmusik og helt ny musik. Denne ny musik er ofte skrevet specielt til dem i et nært samarbejde med komponister som Kasper Jarnum, Morten Skovgaard Danielsen, Svend Nielsen og Eyvind Gulbrandsen. De præsenterer dét, man efterhånden kan kalde ensemblets specialitet, nemlig dristige bearbejdelser af storklassiske værker, som fx Musorgskijs ”Udstillingsbilleder”, Bachs ”Johannespassion” og Brahms ”Haydn-variationer”.

Henriette Jensen på sopransax, Claus Olesen på altsax, Kasper Hemmer Pihl på tenorsax og Florián Navarro på barytonsax mødte hinanden i miljøet omkring Det Jyske Musikkonservatorium, og deres profil har alle dage været bred – for de er nemlig ikke ret gode til at begrænse sig. Det har udviklet dem til et travlt ensemble, og repertoiremæssigt har de også lovet os en lille snert af jul denne eftermiddag.​​