Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis billet
Lokalitet
Salen
Målgruppe
For unge
For voksne
Foredrag
Videnskab

Magtfulde mikrober der gavner dig. Livestreames fra Aarhus Universitet

13. april 2021
Bliv klogere på den nyeste forskning om de bakterier, svampe og virus som lever i og på hver enkelt af os livet igennem. De styrker vores modstandskraft mod farlige mikrober, beskytter os mod kroniske sygdomme og påvirker vores hjerne og stofskifte.

Under den internationale samfundskrig mod covid-19-pandemien er det virkeligt gået op for os hvor magtfuld en mikroskopisk viruspartikel kan være. Den kan forvolde frygt, sygdom og i værste fald død. Den kan sætte et verdenssamfund på standby. Sådanne epidemier med sygdomsfremkaldende virus, bakterier eller svampe har i hele menneskets udviklingshistorie været et vilkår der med vekslende interval gentager sig.

Men er det hele fortællingen om de magtfulde mikrober? Nej, langt fra:

De sidste ti års intensiv forskning i de billioner af personlige bakterier, svampe og virus, som lever i og på hver enkelt af os livet igennem, viser at størstedelen af mikroberne enten er totalt ligeglade med os eller er særdeles gavnlige. Det sidste betyder at de i deres ufatteligt store kemifabrik døgnet rundt producerer et væld af stoffer som styrker vores modstandskraft mod de relativt få farlige mikrober og påvirker vores hjerne og stofskifte positivt. 

Mange forskere har den antagelse at så længe vores astronomisk mange mikrober er i en økologisk balance med os, beskytter de os mod en række kroniske sygdomme som vi genetisk set er disponerede for. 

Modsat, hvis der er manglende symbiose mellem de personlige mikrober og os, synes der at være en større risiko for at udvikle en række sygdomme som fx astma, diabetes, fedme, åreforkalkning, depression, skizofreni, tarmbetændelse, kronisk træthed, nogle former for kræft, sklerose og parkinsonisme. 

Derfor er mikrober ikke kun farlige og nogle som vi for alt i verden skal forsøge at undgå. Ufatteligt mange forskellige mikrober er aktive og hjælpsomme medrejsende livet igennem. 

Hør om hvordan du får det bedste ud af dine mikroskopiske, men uundgåelige og magtfulde livsledsagere.

Om forelæseren:
Oluf Borbye Pedersen er dr.med. og professor i genomforskning ved Københavns Universitet. Han har siden 2010 været forskningsleder ved Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet. Han er at finde i det internationale førerfelt blandt videnskabsmænd der udforsker genetiske og miljømæssige årsager til livsstilssygdomme og han er blandt pionererne der belyser tarmbakteriernes rolle for sundhed og sygdomsrisiko.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har hædret ham med Forskningskommunikationsprisen for hans særlige evner til at kommunikere sin forskning til offentligheden. Fx gør Oluf Borbye Pedersen kompleks forskning levende og let at forstå med sine beretninger om vores mikrober der hver dag udkæmper drabelige krige på os og inden i os. Han får os til at tænke over hvilke af mikroberne vi aktivt tager parti for. Og i mere eksistentiel forstand: hvem vi egentlig er som mennesker – med vores billioner af unikke mikrober som aktive livsledsagere.

Foredraget er en del af serien ”Offentlige foredrag i Naturvidenskab”, som er foredrag der livestreames fra Søauditorierne, Aarhus Universitet. Her har du mulighed for at komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger. Der er fri entré til de fleste af foredragene. Man kan stille spørgsmål til forelæseren under foredraget ved at sende en sms eller et tweet.
Foredragsserien arrangeres af Science and Technology, Aarhus Universitet, og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet

Materialer