Fie Huusfeldt og Hans Karup

Forfatterakademiets undervisere har tilrettelagt et undervisningsprogram, hvor du bliver udfordret og inspireret.

Fie Huusfeldt 

Fie Huusfeldt (f.1988) er uddannet folkeskolelærer og er cand. mag i Lifelong Learning: Policy and Management. Hun har taget afgang ved Talentskolens forfatterlinje, har udgivet tekster i Slagtryk og hos tidsskriftet Lapidar. Fie Huusfeldt skriver primært prosa og er til daglig underviser ved Efterskolen Epos.

"Ved Forfatterakademiet ønsker jeg, at vi skaber en platform, hvor forfatterspirerne kan læse op og samtidig udvikle deres skrift og blive udfordret med skriveøvelser, eksperimenter og leg med ord. 
For mig må Forfatterakademiet gerne være et laboratorium, hvor målet ikke er den perfekte tekst. 

For mig er fællesskabet enormt vigtigt i en skrivegruppe. Det skal være et trygt frirum, hvor man kan udfolde sit sprog og få konstruktiv kritik. 
Jeg vil gerne have, at dem der kommer på akademiet, bliver bekræftet i, at det, de skriver, er værdifuldt og vigtigt, og at de skal fortsætte med at skrive. De skal tro på deres stemme!"

 

Hans Karup

Hans Karup (f. 1968) har udgivet seks digtsamlinger og senest en lærebog om at bruge digtskrivning i undervisningen. Hans Karup har derudover haft digte i mange tidsskrifter og aviser blandt andet Ugens digt i Weekendavisen og Politiken, Slagtryk, Texas Longhorn og Hvedekorn, hvis redaktør Lars Bukdahl inviterede ham til at læse op sammen med Jørgen Leth på BogForum. Hans Karup er uddannet folkeskolelærer og underviser i dansk og er desuden med i Forfattergruppen Alssund.

"En skrivegruppe giver mulighed for at danne et læsende fællesskab, som vi vil give en retning, men som også er afhængig af lyst og vilje til at deltage. Simpelthen ud fra den tanke, at hvis man giver noget af sig selv, så får alle mere tilbage.

Jeg vil gerne skabe et rum for deltagerne, hvor der er tid til at tænke sig om, og det er trygt at vise en tekst frem, selvom den ikke er færdig, så vi kan lære af hinanden. Vi skal også lære af andre, så vi vil også læse andre forfatteres tekster og tale om den. Men vigtigst er den fælles samtale om hinandens tekster."