Forfatterakademiets undervisere

Forfatterakademiets undervisere har tilrettelagt et undervisningsprogram, hvor du bliver udfordret og inspireret.

Hans Karup

Hans Karup (f. 1968) har udgivet seks digtsamlinger og senest en lærebog om at bruge digtskrivning i undervisningen. Hans Karup har derudover haft digte i mange tidsskrifter og aviser blandt andet Ugens digt i Weekendavisen og Politiken, Slagtryk, Texas Longhorn og Hvedekorn, hvis redaktør Lars Bukdahl inviterede ham til at læse op sammen med Jørgen Leth på BogForum. Hans Karup er uddannet folkeskolelærer og underviser i dansk og er desuden med i Forfattergruppen Alssund.

"En skrivegruppe giver mulighed for at danne et læsende fællesskab, som vi vil give en retning, men som også er afhængig af lyst og vilje til at deltage. Simpelthen ud fra den tanke, at hvis man giver noget af sig selv, så får alle mere tilbage.

Jeg vil gerne skabe et rum for deltagerne, hvor der er tid til at tænke sig om, og det er trygt at vise en tekst frem, selvom den ikke er færdig, så vi kan lære af hinanden. Vi skal også lære af andre, så vi vil også læse andre forfatteres tekster og tale om den. Men vigtigst er den fælles samtale om hinandens tekster."

 

Line Kveiborg

Line Kveiborg (f. 1981) er cang.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Line Kveiborg har undervist i kreativ skrivning for unge og voksne og arbejder med litteraturformidling på Biblioteket Sønderborg. Hun beskæftiger sig særligt med prosa og har gennem årene selv deltaget i flere skrivekurser og skrivefællesskaber.

"Det at være et skrivende menneske er en vigtig brik i min identitet, og jeg tror, det er en følelse, som mange, der skriver, kan genkende. Jeg holder meget af at skabe billeder og verdener med ord, men skrivegerningen kan også være en ensom fornøjelse, og det kan være svært at holde gejsten oppe og udvikle sig, hvis man ikke har en læser til sine tekster.

I et trygt skrivefælleskab, som Forfatterakademiet, opstår der en respekt omkring teksterne - og de skrivende. I et skrivefælleskab er man ikke kun forfatter, man er også læser. Man bliver præsenteret for en masse andre stemmer og tilgange, og det er med til, at man får nye perspektiver på sin egen skrivestil."