Læsekreds-bøger
Er du interesseret i at deltage i en skønlitterær læsekreds, kan du kontakte Óluva Isaksen pr. mail på oisk@sonderborg.dk eller på telefon 8872 4200 / 8872 4206.
Er du interesseret i at deltage i videnskabslæsekredsen, kan du kontakt Zoe Skovgaard Asta pr. mail på zoas@sonderborg.dk.
Katalog over katastrofer
Helle vokser op i 80’ernes Nordsjælland med en far, der er så bange for katastrofer, at han fysisk og mentalt forsøger at ruste sin datter til at kunne modstå og overleve selv de største farer. Men i alle forberedelserne glemmer han de langt mere påtrængende katastrofer, der lurer i enhver ung piges liv. For hvordan skal hun manøvrere i dagligdagens uoverskuelige landskab af potentielle katastrofer med barndomsvennen Tommy, med klassens piger, med den rødhårede Troels og moren, der har prioriteret sit eget kærlighedsliv.
Ar
Jonas Ebeneser står uden arbejde, er blevet skilt og har fundet ud af, at han ikke er biologisk far til datteren. Han rejser til et fjernt, krigshærget land og indlogerer sig på et hotel for at tage livet af sig. Jonas har altid været en handyman og hjælper hotellet han bor på med forefaldende opgaver. I sin sparsomme bagage har han nemlig medbragt en boremaskine – i den tro at han på et tidspunkt skulle skrue en krog i et loft. Langsomt begynder livet for Jonas dog at gå i andre retninger.
Sidste tog til London
En rørende og barsk, men også livsbekræftende roman om en kvinde, som satte livet på spil for at redde børn fra nazisternes udryddelseslejre og bringe dem i sikkerhed i Storbritannien.
En moderne familie
Efter et 40 års langt ægteskab beslutter Torill og Sverre at lade sig skille. De er begge 70 år, pensioneret – og føler sig færdige med familieprojektet. Men det gør deres tre voksne børn ikke. For dem er familien et vigtigt omdrejningspunkt og ophav til deres værdier, valg og ambitioner. Det rokker ved grundlaget for alle tre søskende, da forældrene lader sig skille – men også ved balancen og dynamikken i familien.
Frank vender hjem
Frank er vokset op i Hvidovre, moren var kontordame og faren den sørgelige skikkelse Rock Tage, som hver aften tog ind til Strøget med sin guitar for at få kylet mønter efter sig. Her levede han og døde – en hemmelighed, som Frank stadig bærer på. Frank forelsker sig i Thea, som er yngste generation i den stenrige Holmberg-familie. En dag forsvinder han under mystiske omstændigheder, og da han vender hjem, er det med en historie, der er meget svær at tro på.
En uskyldig familie
Efter nogle år i London og New York vender Frederik hjem til sine rødder og de værdier, der er særligt danske. Hans far er kun en skygge ved siden af hans stærke, frigjorte mor, mens hans søster er blevet præst og mener, at Frederik bør besinde sig på familien og på, at ingen penge i hele verden kan købe ham den frihed, han drømmer om.
Abelone på Bangsbo
Abelone kommer i huset på godset Bangsbo i Nordjylland. Bangsbo er et sted hvor mange af 1890’ernes store kunstnere søger tilflugt, heriblandt Herman Bang, Betty Nansen og L.A. Ring. Der sker masser af spændende ting på Bangsbo: intriger, affærer, dueller og selvmord. Abelone suger det hele til sig og mærker for første gang suset ved den store nye verden. Hun bliver i særdeleshed betaget af Herman Bang.
Kirsebærlandet
I slutningen af 2. verdenskrig flygter den femårige Vera med sin mor fra Østpreussen. På en gammel forfalden gård uden for Hamburg får de tag over hovedet mod at hjælpe med kirsebærhøsten. 60 år senere er det en anden kvinde, der søger tilflugt på gården med sit barn, nemlig Veras niece Anne, der flygter fra sit liv som forstadsmor – og fra sin mand, der elsker en anden. Med tiden opdager Vera og Anne, at de måske har mere til fælles, end de lige havde troet.
Et hummerliv
Et hummerliv af den norske forfatter Erik Fosnes Hansen foregår i begyndelsen af 1980´erne og handler om fjortenårige Sedd, der er vokset op hos sine bedsteforældre på et højfjeldshotel, der har sin bedste tid bag sig: Nordmændene er begyndt at rejse sydpå i deres ferie i stedet for at tage på fjeldet. Men det gælder om at holde facaden og bedstefaren gør sit bedste for at lade, som om alting er som før. Bedstemoren bliver mere og mere hysterisk og Sedd ser det hele og forstår det ikke.
Folkets skønhed
Marie vokser op på Langeland i 1930'erne i et forarmet miljø, der ikke levner mange muligheder for de unge, som ønsker sig et andet liv end forældregenerationen. Ægteskabet med Otto bliver et springbræt til storbyen og fremskridtet.
Vi kunne alt
På en villavej i Værløse i 1971 ligger Merle i sin seng og læser den ene De 5-bog efter den anden. Hun kan høre forældrene gennem væggen. Det er en af morens gode dage, hvor sygdommen ikke har fat. Det er en af de gode dage, hvor faren er hjemme og er ædru. Vi kunne alt tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der prægede de tidlige 70'ere, hvor børnene fik at vide, at fremtiden var deres, og at de faktisk kunne alt. Det er en roman om kærlighed på trods, om skyld og skam og om voksne, som ikke magter at være voksne.
Kvinderne fra Thy
En roman om to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. Om oldemoren Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, men i stedet ender i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika. Om mormoren, Marie Dusine, der derfor vokser op uden en far og som gennem sine stærke holdninger kommer til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og tabe det hele på gulvet. Et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet.
Høstkarl i himlen
Romanen begynder en sommerdag i 1874 i Molde ved fjorden, langt oppe i Norge. Nesje er høstkarl på en stor gård og har en søn. Hans kone døde to år tidligere. Romanen starter på Nesjes 36 års fødselsdag – den dag møder han sin nye kone Serianna. Nesje og Serianna bliver på de fire tønder skrånende land, mens næsten alle andre af familiens medlemmer emigrerer til Amerika. Vi følger både emigranterne og dem der blev tilbage i Molde.
Et andet menneske, et andet liv
Dn ung pige, Baraka, flygter fra konflikten i Somalia med sin mor og søskende, og de ender i Roskilde. Efter en tid som overbevist muslim vil Baraka assimileres. Hun har mødt Esther, en ældre jødisk kvinde, der betror hende historien om sin egen forvandling fra tjekkisk holocaust-overlever til den danske overklassekvinde Rosa. Baraka vil forvandle sig selv, koste hvad det vil.
Det Danmark du kender
Den social-demokratiske borgmester Morten er på vej hjem til Lolland. Det er nat, han er fuld. Pludselig rammer han et avisbud, der dukker op ud af ingenting. Avisbuddet Niels kommer fra et hjem, hvor moren prostituerer sig for at få enderne til at mødes. Med ulykken og de umiddelbart involverede som afsæt tegnes et portræt af 10ernes Danmark. Her er uligheden vokset og fællesskabet i opløsning. Det skaber en afstand mellem land og by, mellem politikerne og dem, de repræsenterer og den afstand slår sprækker i lokalsamfundet og helt ind i de enkelte familier.
Erna i krig
Kalle, der er søn af handlekraftige sønderjyske Erna, indkaldes til tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig. Han ikke så kvik, så Erna tør ikke lade ham drage alene i krig. Hun får fingre i en uniform, sniger sig ind på kasernen og kommer med troppetransporten sydpå. Her tager hun del i øvelser og kampe, indtil noget sker, og hun må forlade skyttegravene.
Om hundrede år
Historien begynder i 1914, da første verdenskrig bryder ud. Soldaten Hans, der som dansk sønderjyde må kæmpe på tysk side, vender aldrig hjem til slægtsgården. I stedet overtager svogeren Marius og søsteren Helene gården. De får fem børn hvis liv præges voldsomt af deres døve far og de spor som den store krig trækker helt op til 2014. Et medrivende tidsbillede med grumme skæbner og et skarpt blik for det usagtes evne til at forme og forkludre en familie. Hundrede års danmarkshistorie i et sønderjysk perspektiv.
Kaptajnen og Ann Barbara
En western fra den jyske hede om dengang landet endnu skulle erobres, om en indædt og kompromisløs mand og om den kvinde, der bliver hans allierede. En intens og dramatisk historie om kampen mod rå naturkræfter, om store drømme og endnu større ofre, om hævn og disciplin, kærlighed, fortabelse og den reneste ondskab.
Nogenlunde på størrelse med universet
Ari er vendt tilbage til Keflavik for at besøge sin far, der er døende. Byen, der har præget Aris liv, har forandret sig og dog er alt ved det gamle. Ari længes stadig efter ordene, efter afklaring og en mening med fortidens sorg. Men frem for alt længes han efter poesien og ekskonen.
Historien om Asta
Navnet Asta betyder kærlighed på islandsk, og netop kærligheden kommer til at skabe ravage gennem hele Astas liv. I starten af romanen møder vi Astas forældre, Helga og Sigvaldi, som forelsker sig hovedkulds i hinanden. Deres kærlighed er stormfuld, men en dag forlader Helga pludselig Sigvaldi og sine to små piger. Sigvaldi formår ikke at tage sig af sine to døtre, så Asta ender i pleje. Under et sommerophold på vestlandet møder hun Josef med de smukke øjne, og han bliver starten på Astas omtumlede kærlighedsliv. Historien fortælles dels set med Sigvaldis øjne og dels gennem de breve Asta skriver.
De nærmeste
Tre søskende mødes i deres barndomshjem efter forældrenes død. De skal opløse hjemmet og dele sorgen over tabet af forældrene. Men som i de fleste familier er der spændinger, hemmeligheder og roller, som hverken er nemme at affinde sig med eller at forlade. Eva, Christian og fortælleren Anna må konfrontere alt dette, hinanden og sig selv og måske gå videre i tilværelsen lidt klogere eller i det mindste forandrede.
Pigen uden navn
17-årige Molly er plejebarn og efter et tyveri skal hun udføre samfundstjeneste - det bliver mere interessant end hun havde regnet med, da hun begynder at hjælpe den 91-årige Vivian med at rydde op på hendes loft. De to har mere tilfælles end man skulle tro. Deres historier flettes sammen i en længsel om et hjem, efter at blive elsket og over at høre til et større fællesskab.
Havblik
Efter at have søgt arbejde i mange måneder tager Flora til Vestfjordene for at male et hus i en lille fiskerbygd. Der møder hun en organist og tre udenlandske kvinder, som arbejder på fiskefabrik. Alle har de en historie, som har ført dem til bygden, alle kæmper de med sorger, men de synger som engle. I bygdens isolation spiller vejret på alle sine instrumenter, og sjælen synger med af fuld hals.
Tysklandsarbejderen: Frederiks valg
Frederik vokser op på Als i starten af 1900-tallet. Han forelsker sig i Maren, og de får 4 børn sammen. Men under 2. verdenskrig tager Frederik til Tyskland for at arbejde og søger varme hos en kvinde, som bliver gravid.
Men sko må jeg ha'
Efter krigen i 1864 uddanner Henriette Gubi sig og bliver vandrelærerinde. Hun underviser de sønderjyske børn i dansk, som er forbudt i skolerne. Men det er ikke nemme vilkår og gendarmen er efter hende.
Rød mand/sort mand
I romanen "Rød mand/Sort mand", behandler Kim Leine igen det sælsomme og skæbnesvangre første møde mellem danskerne og grønlænderne i 1700-tallet. Den blodige historie fortælles af en række forskellige karakterer. Det inkluderer blandt andre en læge og en mand, der kan rejse igennem tid og rum. Sammen beretter de om døden, den afgrundsdybe ondskab og den håbefulde kærlighed, der på hver sin måde efterlader et aftryk i de mænd og kvinder, der levede på Grønland i de år. "Rød mand/Sort mand" er den selvstændige efterfølger til "Profeterne i Evighedsfjorden".
Sanatoriet
En sommerdag i 1929 ankommer psykiater Hannah Neumann fra Wien til Sølund Nervesanatorium i Sønderjylland. En selvmordsepidemi har i et stykke tid hærget blandt de yngre kvindelige patienter, og Hannah skal forsøge at komme den til livs. Et psykologisk detektivarbejde går i gang, men trods den store indsats går der ikke længe, før endnu en ung kvinde går i søen og drukner sig i fuldmånens skær.
Tabita
Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 60’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager. De to børn, Tabita og Vitus, skal finde sig til rette i en familie, hvor fortiden helst skal glemmes, fordi den er fuld af fortielser og farlige spændinger mellem to kulturer og mellem alle de voksne, der skal forestille at passe på børnene.
De døde fylder dagene med en smag af mønter
Han betaler hende for en hel nat. Hun skal blot lytte på hans historie – intet andet. Han vil fortælle om Tjernobyl, om ulykken, men enetalen bliver til en samtale om drømme drømt i gruset fra en smuldret stormagt, med støvet fra et eksploderet atomkraftværk i lungerne. Drømme om en fremtid der ikke findes, om kunst, katte og kærlighed.
Løgnerens hus
Da Kristian dør, efterlader han sig en kone, en datter og en datterdatter, men også et hidtil ukendt sommerhus ved fjorden. Sommerhuset viser sig at være andet end bare et sommerhus. Løgnerens hus er en fortælling om kærlighed på tværs af tre generationer. Om en families forsøg på at forstå fortidens løgne. Måske endda at tilgive ...
Dødevaskeren
Det nyfødte pigebarn Frmesk er ikke ønsket af sin far på grund af sit køn. Han truer barnet og moderen ser ingen anden udvej end at sende barnet i pleje hos bedsteforældrene. Frmesks mormor er dødevasker. Hun tager sig af de kvinder, som ingen andre vil begrave - kvinder dræbt i vanære og skam. Det er et kærligt hjem, som dog kun for en tid er i stand til at skærme Frmesk mod den fysiske og psykiske overlast, der ubønhørligt nærmer sig fra alle sider i et Kurdistan præget af krig, folkedrab og had.
Hvor flodkrebsene synger
Kya Clark er den vilde pige, ”marskpigen”. Hun vokser op i 1950’erne i en hytte ude i sumpskoven ved North Carolinas kyst. Hendes mor og fire ældre søskende forlader en efter en hjemmet, så hun til sidst er alene med sin voldelige far. En dag forsvinder han også. Herefter er hendes liv en ensom kamp for overlevelse i en verden, der kun har foragt tilovers for sumpens fattige folk.
Guds bedste børn
Simon er netop blevet løsladt fra spjældet og er flyttet til Sydsjælland for at skabe en ny og sikker tilværelse for sin lille familie. Mickey pønser på at flygte fra det sikrede ungdomsfængsel, hvor han driver personalet og de andre indsatte til vanvid. Og i Holmbladsgadekvartet på Amager forsøger Jamil efter en psykiatrisk indlæggelse at få sit liv på sporet igen, men kan ikke slippe tanken om at hævne sig på Mickey og Simon, som for nogle år siden slog hans bedste ven Zeki ihjel i en rus af afstumpet had. Romanen er en skildring af unge på kanten af samfundet – svigtet af omverdenen, fortabt i systemet, overladt til deres egen vrede. En fortælling om venskab, skyld, skam og forsoning.
Meter i sekundet
Et ungt par bosætter sig på en højskole i Vestjylland med deres lille barn. De træder ind i en verden af fællessang, økolærere og en stærk vilje til lokalsamfundet. Han er lærer på skolen, og hun er med som påhæng. Teoretisk set vil hun gerne fællesskabet, men kommer alligevel til at skrive anti-højskolesange. Langt hen ad vejen vil hun også gerne integreres i lokalsamfundet, men hun kommer skævt ind i de sociale sammenhænge, hun kan ikke rigtig afkode den vestjyske samtaleform, de korte sætninger og lange pauser.
Til min søster
Aya og Andrea var teenagere i Kalundborg i 90’erne mellem Arthurs autoværksted og Johns pushere. Der var druk og øretæver i luften på King’s Pub, ræs ud over stubmarkerne, sex på kvistværelser, et brutalt hjemmerøveri, men også lyse sommernætter, et stort bibliotek og morgener på jagtmarkerne. 'Til min søster' er en kraftfuld roman om vold og drifter, seksualitet og brutalitet, moderskab og galskab. Den handler om retten til at fortælle sin historie og få sin stemme hørt og om søstersolidaritet på tværs af tider.
Fruen
Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent og ekstremt besværlig kvinde. Men mest er det en historie om kærlighed.
Hvor lyset er
Historisk roman om kunstneren Carl Fischers liv fra 1892 - 1962, om Carl og Elys store kærlighed – og den pris de og deres nærmeste betaler for den. Carl bliver født i Vejle, men da moren dør, må Carl flytte til sin far i København. Som ung kunstner møder Carl skuespileleven Ely, som sidder model for ham. De forelsker sig stormende i hinanden, og Ely bliver hurtigt gravid. Da Carl skuffer hende dybt, forlader hun ham, og barnet bliver sat i pleje. Men kærligheden fører dem sammen igen. Et ulmende følelsesfuldt familieliv begynder – og udvikler sig dramatisk, da Ely beder sin yngre søster sidde model for Carl.
I dine øjne
”I dine øjne” af Malene Ravn er en slægtsroman om Erik, der er resultatet af en affære mellem en kineisk mand og en dansk kvinde, og hvis hårde opvækst på børnehjem og under trænge kår præger resten af hans liv.
Smaragdsliberen
Pierre Levy, en jødisk smaragdsliber, får nyt mod på livet efter tre hjertestop. Han genoptager kontakten til sin barndomsven, den muslimske juveler Youssef og påbegynder sit livsværk; Slibningen af en sjælden smuk smaragd. Imens rejser Pierres datter, Zara rundt i nogle af verdens farligste afkroge for UNESCO. Hver især bliver de nu på forskellig vis stillet overfor dødens realiteter og livets skønhed.
Det er de danske som flygter
Den lille Erling Brinch fra Fanø ser sin yngre bror drukne, og denne tragedie forfølger ham hele livet. Han er en enspænder og har svært ved at knytte sig til andre mennesker. Indtil han forlader Fanø, har han kun en ven, den vanskabte Hubert, og da han begynder at læse medicin i København, ser han sig ikke tilbage.
Et helt liv
Andreas Egger bliver som helt lille bragt til en isoleret østrigsk dal, hvor en bondefamilie tager ham i pleje. Som voksen finder Andreas sig et hjem på en bjergskråning på afstand af landsbyens etablerede liv. Andreas er en mand af få ord, men han arbejder stædigt og sammenbidt og træder i karakter en iskold morgen, hvor et menneske er i nød.
Lad os håbe på det bedste
En morgen finder Carolina sin mand Aksel død i sengen. Der står hun midt i deres småfrustrerede hverdagsliv, med ét slag enke og enlig mor til deres lille søn. Skyldfølelsen rammer hende hårdt midt i sorgen, og det samme gør behovet for at huske og forstå Aksel, og alt det, der skete mellem dem i de år, de fik sammen.
Kvinderne på slottet
Efter et mordforsøg på Hitler, bliver Marianne von Lingenfels mand henrettet. I 1945 indfrier hun sit løfte til sin mand og åbner slottets døre for 2 andre enker og deres børn, men der er mange hemmeligheder mellem kvinderne.
Knacker
En aprildag i 1917 kommer frontsoldaten Esben Mikkelsen hjem på orlov efter to år ved Vestfronten. Han er som sønderjyde tvunget i tysk krigstjeneste og føler absolut ingen lyst til at holde gang i den tyske krigsmaskine. Men en uoverensstemmelse med den lokale grænsegendarm resulterer i en afkortning af orloven, og snart skal han tilbage til skyttegravene i Frankrig. En pludselig indskydelse får ham til at desertere og det bliver en kamp for overlevelse, for de tyske myndigheder agter ikke at se igennem fingre med en desertør.
Under samme måne
Januar 1945. Millioner af tyskere er på vej mod vest på flugt fra den russiske hær. Erika og hendes mor er to af flygtningene. Efter en måned på flugt ankommer de til Sønderborg. Her bliver de indkvarterede på en af byens skoler. Erika og hendes mor bliver tilbudt husly hos værnemager Verner Ernst, der med sine nazistiske sympatier står stærkt i det tyske mindretal og i øvrigt arbejder for den tyske sag. Under opholdet i Sønderborg forelsker Erika sig i hjemmetyskeren Karl, men i sommeren 1945 bliver de tyske flygtninge interneret i Oksbøl i Vestjylland. Efter få måneder vokser lejren og det samme gør afstanden mellem Erika og Karl. Kan Erika og Karls kærlighed holde?
Den, der lever stille
Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der prøver at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst.
Enkeland
Enkeland foregår i Sønderjylland under 1. Verdenskrig. Krigen raser, og overalt i Europa sidder bange kvinder tilbage, efter at deres ægtemænd, sønner og brødre er blevet sendt ned i Europas skyttegrave. Sille håber at hendes mand, Traugott, er glemt af den tyske krigsmaskine, men det er han ikke.
Klinten
En roman om beboerne på Klinten og deres midlertidige fællesskab omkring kystsikringen af den klint, der har givet vejen navn. Hovedpersonen er den ca. 35-årige Jeppe, der for en tid har installeret sig i sine forældres hus for at færdiggøre et projekt om forholdsord i maskinoversættelser. Initiativtageren til et beboermøde, Sigrid, kommer dog snart at spille en anderledes dramatisk rolle i hans liv.
Indtil vanvid, indtil døden
Efteråret 1942. Et overfyldt tog bevæger sig ned gennem det mørklagte Tyskland. Med om bord er den unge danske kvinde Harriet, som har efterladt sine to små sønner på et børnehjem. Hendes mand, Gerhard, er blevet skudt ned over Østfronten, hvor han kæmpede på tysk side mod kommunismen, og midt i sorgen brænder Harriet efter at handle, konfrontere sig med krigen, bidrage med noget.
Ophav
Ophav er en hverdagsodyssé om en familie på tre, der skilles og rejser ud i verden for at finde fred med sig selv og med hinanden. En eventyrlig fortælling om den kærlighed og smerte, der adskiller, men også knytter en familie sammen, om følelsen af hjemløshed og jagten på et meningsfuldt liv.
Hvor der er fugle
Johan gifter sig med Marie, selv om han faktisk er forelsket i Hannah. Sammen bosætter Johan og Marie sig på et fyrtårn to havmil fra byen Uthaug, hvor blæsten er så stærk at parrets børn må bindes fast for ikke at blæse i havet. Sønnen tror, han er en kalv, datteren er besat af mænd, Marie lugter forkert, og Johan selv sidder i toppen af fyrtårnet og føler sig bedraget af livet. Men som historien i skrider frem, bliver det mindre og mindre sikkert, hvem der egentlig bedrager hvem.
Haabet : 1787-1825
1787. På slavefregatten Haabet bryder et blodigt oprør ud blandt de sorte i lastrummet. Under dæk er to kvinder i de desperate menneskers vold: kaptajnens og den nygifte skibslæges unge hustruer. Inden slaveoprøret brutalt slås ned, har det ændret en række menneskeskæbner for altid.
Den anden gren
I 1902 åbner Tivoli dørene for en eksotisk og spektakulær udstilling. Blandt parkens forlystelser kan man opleve ægte kinesere! Blandt kineserne er San Wung Sung. Blandt gæsterne Ingeborg Danielsen. San og Ingeborg vækker skandale ved at omgås, men de holder sammen. Forfatteren Jesper Wung-Sung, skriver her for første gang om sine oldeforældre i romanform.