Er du interesseret i at deltage i en skønlitterær læsekreds, kan du kontakte Óluva Isaksen pr. mail på oisk@sonderborg.dk eller på telefon 8872 4200 / 8872 4206.

Er du interesseret i at deltage i  videnskabslæsekredsen, kan du kontakt Zoe Skovgaard Asta pr. mail på zoas@sonderborg.dk.

Aidt, Naja Marie

Sten saks papir

Thomas' far er død og ved oprydningen finder han et papir med oplysninger, der sætter familien under pres. "Sten saks papir" er en nådesløs livsskildring om mænd og den vestlige kulturs myter om mænd, fædre og sønner. Om social opstigning, kærlighed, jalousi og hævn. Om vold. Om familier. Og om poesien som helende kraft. En stor roman om at forsøge at være et ordentligt menneske og om at fejle.

Gyldendal 2012. 328 sider.
Andersen , Jens

Denne dag, et liv

En biografi om Astrid Lindgrens liv der går bag forfatterskabets facade og skildrer forfatterens tanker og handlinger, kampe, nederlag og sejre, drømme og depressioner. Belyst via hidtil ukendte, mangeårige brevkorrespondancer med blandt andet en tysk kvinde.

Gyldendal 2014. 434 sider.
Axelson, Majgull

Jeg hedder ikke Miriam

Miriam er født som roma og med et andet navn. Med tusindvis af andre romaer bliver hun af nazisterne sendt til Auschwitz. Men under en transport mellem Auschwitz og en anden koncentrationslejr, skifter hun tøj og identitet og bliver til Miriam. Og som Miriam kommer hun med de hvide busser til Sverige, hvor romaer også var uønskede. Så for at overleve fastholder hun sin jødiske identitet, men under overfladen gemmer der sig minder om ufattelige rædsler og hemmeligheder, som det bliver stadig vanskeligere at undertrykke.

Klim 2015. 436 sider.
Backman, Fredrik

En mand der hedder Ove

Ove, en gnaven og regelfikseret gammel mand, har gjort det til sin opgave at kontrollere alt og alle i boligforeningen. Men bag Oves bitre fremtoning gemmer der sig en sørgmodig historie og efter tabet af sin kone har Ove på forskellig spidsfindig vis forsøgt selvmord. Men da en larmende iransk kvinde og hendes familie flytter ind ved siden af, rusker det liv i Oves rutiner og tristesse.

Peoples Press 2013. 357 sider.
Conradsen, Keld

Stemte S'er

Fortælleren vender tilbage til barndomsbyen til sin mors begravelse. Hun var tysk flygtning fra 2. verdenskrig, og sønnen forstod hende aldrig helt. Ved læsningen af hendes dagbøger åbner hendes verden og en forsinket forståelse sig for ham.

Modtryk 2009. 198 sider.
Doerr, Anthony

Alt det lys vi ikke ser

Marie-Laure vokser op i Paris med sin omsorgsfulde far. Da tyskerne besætter Paris i 1940 flygter far og datter til fæstningsbyen Saint-Malo. I Essen vokser Werner op på et børnehjem. Hans talent for at bygge og reparere radioer skaffer ham ind på et militærakademi og gør ham til ekspert i at spore modstandsfolk. Romanen krydsklipper mellem Werners og Marie-Laures liv og er et studie i, hvordan mennesker mod alle odds forsøger at finde ud af, hvad der er rigtigt og godt.

Politiken 2015. 557 sider.
Evans, Diana

26a

Debutroman, der følger tvillingepigerne, Georgia og Bessie, gennem deres opvækst i London med en nigeriansk mor og en britisk far.

Aronsen 2010. 306 sider.
Ferrante, Elena

Min geniale veninde

En smuk og barsk roman om venskabet mellem to piger, Lila og Elena. Historien fortælles af den midaldrende forfatter, Elena, der i bogens optakt netop har fået at vide at Lila er forsvundet fra sit hjem i Napoli. Da historien begynder, er de to piger otte år gamle, fulde af liv, men bor i et fattigt kvarter i udkanten af Napoli præget af vold og brutalitet. De skiller sig ud ved deres begavelse, og Lila også ved sin vildskab. Hun er trodsig, frygtløs og suveræn. Pigernes drømme om et andet liv end det de er født ind i, fører dem i forskellig retning, og Lila er kun seksten år da hun gifter sig. Bogen er første bind i Serien af Napoli-romanerne, der følger de to kvinders venskab gennem tres år.

C&K Forlag 2014. 384 sider.
Grémillon, Hélène

Tirsdagsbrevene

Da Camilles mor dør, finder Camille mellem kondolencebrevene et mystisk brev uden afsender. Først tror hun, det er en fejl, men hver tirsdag ankommer et nyt brev. Hvert brev lægger et nyt lag til en kærlighedshistorie, der har sit udspring 30 år tidligere, og ganske langsomt afsløres en tragisk hemmelighed, som vedrører Camille selv.

Peoples Press 2012. 256 sider.
Grøndahl, Jens Christian

Jernporten

En mand, som nærmer sig de 60 år, ser i "Jernporten" tilbage på sit liv og alt det, som det har budt på. I sit liv som skolelærer har han i mange år undervist børn - børn som han har set udvikle sig til voksne unge mennesker, som ofte levede i en verden, han ikke kunne forstå.

Gyldendal 2014. 324 sider.
Haller, Bent

Det man husker

Bag fortællingen om, hvordan Bent fra Bangsbostrand blev til forfatteren og kunstneren Bent Haller, ligger en knugende beretning om et skæbnesvangert venskab: Bent er født ind i Frederikshavns arbejderklasse, mens barndomsvennen Uffe er barn af det moderne borgerskab. "Det man husker" er Bent Hallers selvportræt og et unikt indblik i forfatterens liv.

Lindhardt og Ringhof 2015. 322 sider.
Hansen, Dörte

Kirsebærlandet

I slutningen af 2. verdenskrig flygter den femårige Vera med sin mor fra Østpreussen. På en gammel forfalden gård uden for Hamburg får de tag over hovedet mod at hjælpe med kirsebærhøsten. 60 år senere er det en anden kvinde, der søger tilflugt på gården med sit barn, nemlig Veras niece Anne, der flygter fra sit liv som forstadsmor – og fra sin mand, der elsker en anden. Med tiden opdager Vera og Anne, at de måske har mere til fælles, end de lige havde troet.

Rosinante 2016. 295 sider.
Harman, Patricia

Jordemoderen fra Hope River

"Jordemoderen fra Hope River" er en hjertegribende roman, der foregår under depressionen i USA.Patience Murphy arbejder som jordmoder i USA i 1929 og tager de job, som ingen andre vil have: At hjælpe fattige kvinder, der måske ikke har råd til at betale hende. Hendes arbejde bygger på åbenhed og tillid, men privat har Patience hemmeligheder fra fortiden, som gør, at hun ikke lukker nogen ind. Da en sort pige, Bitsy, mister sit job, beslutter Patience sig dog for at hjælpe hende ved at give husly.

Cicero 2013. 366 sider.
Healey, Emma

Elizabeth er forsvundet

Hvordan kan man løse et mysterium, når man ikke kan huske ledetrådene? Maud er glemsom, ja faktisk er hun ved helt at miste hukommelsen. Men én ting er Maud sikker på: Hendes ven Elizabeth er forsvundet og Maud vil finde ud af hvad der er sket. ”Elizabeth er forsvundet” er både en medrivende psykologisk thriller og et indfølt portræt af en kvinde, der langsomt mister hukommelsen og sig selv.

Peoples Press 2015. 347 sider.
Helle, Helle

Hvis det er

To vildfarne løbere render på hinanden under deres løbetur. Løberne befinder sig i en stor, jysk skov og grundet omstændighederne er de tvunget til at tilbringe intet mindre end en hel weekend sammen.

Samleren 2014. 143 sider.
Hertmans, Stefan

Min bedstefars himmel

Den flamsk-belgiske forfatter Stefan Hertmans fik af sin afdøde bedstefar efterladt to tætskrevne notesbøger, som handlede om hans liv og om hans tid som soldat under første verdenskrig. Disse notesbøger blev afsættet til "Min bedstefars himmel", som er en rekonstruktion af Hertmans' bedstefars liv inden, under og efter første verdenskrig.

People's Press 2014. 292 sider.
Holm, Gretelise

Jesus, pengene og livet

Gretelise Holm, som er en af Danmarks mest læste krimiforfattere, fortæller i sine erindringer den på én gang sørgelige og morsomme historie om at vokse op som fattigt nomadebarn i jyske landdistrikter, før hun som ganske ung slog igennem som journalist i København. Et sjældent velfortalt indblik i livet i den sociale og geografiske udkant i midten af 1900-tallet.

Teli Media 2012. 280 sider.
Hooper, Emma

Etta og Otto og Russell og James

83-årige Etta har aldrig set havet; derfor står hun op en morgen meget tidligt, tager riflen, noget chokolade og sine bedste støvler, og begynder at gå de 3.232 kilometer til havet. En roman om en kvindes sidste store eventyr, en pilgrimsfærd, om at opfylde livslange løfter og om udødelig kærlighed.

Bazar 2015. 342 sider.
Hosseini, Khaled

Og bjergene gav genlyd

Og bjergene gav genlyd er en familiefortælling fortalt gennem flere generationer, om brødre og søstre, om hvordan de elsker, sårer, bedrager, ærer og ofrer sig for hinanden. Og hvordan de valg, vi træffer, kan få konsekvenser ikke bare for os selv, men gennem generationer. Kort sagt: En fantastisk læseoplevelse om det at være menneske på godt og ondt, og om at rumme alle muligheder i os.

Cicero 2013. 445 sider.
Jepsen, Erling

Den sønderjyske farm

3. del af "Kunsten at græde i kor". Karen Blixen havde en farm i Afrika, ved foden af Ngong Hills. Der dyrkede hun kaffe. Allan Jensen havde en farm i Sønderjylland, ved foden af Gramby Bakke. Der avlede han kaniner. Vi er i 1960'erne, i en familie, der har sine problemer og konflikter. Forfatteren Erling Jepsen har skrevet en både munter og bizar, gribende og grotesk historie fra den danske provins.

Gyldendal 2013. 271 sider.
Jessen, Ida

En ny tid

Året er 1904, og den unge lærerinde, frøken Lilly Høy, kommer til Thyregod for at drive sin egen friskole. Med sig har hun kun et par blomster, optændingsbrænde og en dagbog. 20 år senere, da hendes mand ligger for døden, finder hun dagbogen frem igen. Den skal hjælpe hende med at finde mening med livet og kærligheden.

Gyldendal 2015. 208 sider.
Jessen, Ida

Børnene

Fraskilte Solvej flytter til Hvium - og datteren, der bor hos faren. Solvej giver stof til sladderen i den lille landsby, selvom hun som sundhedsplejerske hjælper mange og ser mange ting. Men som altid rammes børnene hårdest.

Gyldendal 2009. 318 sider.
Jón Kalman , Stefánsson

Himmerige og helvede

En poetisk skæbnefortælling om naturens kræfter og livets store spørgsmål. Historien foregår for hundrede år siden på vestkysten af Island på en isoleret fiskeplads inde i en lille fjord omgivet af høje fjelde. Drengen og hans ven Bardur ror sammen med fire andre mænd ud i en åben fiskebåd en mørk og iskold martsnat for at fiske torsk langt ude på fjorden.

Batzer & Co 2010. 210 sider.
Jonasson, Jonas

Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Dette er historien om Allan Karlsson, der stikker af fra sin egen hundredårsfest og drager på rejse gennem Sverige. Bogen er samtidig den uendeligt sorgløse Allan Karlssons livsrejse gennem 1900-tallet. På Forrest Gump-agtig vis følger han skæbnen og tager hen, hvor tilfældighederne bringer ham. Og resultatet er blevet en livsbekræftende bog, man læser med et konstant smil på læben.

Modtryk 2010. 371 sider.
Jungersen, Christian

Du forsvinder

Mias mand, privatskolelederen Frederik, får konstateret en hjernesvulst og ændrer fuldstændigt personlighed. Da det viser sig, at han har bedraget skolen for millioner, går Mia ind i kampen for at få ham frikendt. Hun bliver i tvivl om, hvad der er hans egentlige personlighed.

Gyldendal 2012. 464 sider.
Kettu, Katja

Jordemoderen

Finland, året er 1944. Vindøje, en finsk jordemoder, er forelsket i SS-officeren Johannes, og hun melder sig til tjeneste som sygeplejerske i en tysk fangelejr, for at være tæt på ham. Kærligheden til Johannes er dog ikke nem, for han er så traumatiseret af krigen og har svært ved gengælde hendes følelser.

Peoples Press 2015. 367 sider.
Kline, Christina Baker

Pigen uden navn

17-årige Molly er plejebarn og efter et tyveri skal hun udføre samfundstjeneste - det bliver mere interessant end hun havde regnet med, da hun begynder at hjælpe den 91-årige Vivian med at rydde op på hendes loft. De to har mere tilfælles end man skulle tro. Deres historier flettes sammen i en længsel om et hjem, efter at blive elsket og over at høre til et større fællesskab.

Gad 2016. 326 sider.
Lassen, Linda

Men sko må jeg ha'

Efter krigen i 1864 uddanner Henriette Gubi sig og bliver vandrelærerinde. Hun underviser de sønderjyske børn i dansk, som er forbudt i skolerne. Men det er ikke nemme vilkår og gendarmen er efter hende.

Hovedland 2014. 443 sider.
Leine, Kim

Afgrunden

Det er 1918 og i Finland er borgerkrigen netop brudt ud. Det får Kaj og Ib Gottlieb til at rejse derop som frivillige. "Afgrunden" er en roman om de to tvillinger og deres liv sammen og hver for sig. De gennemlever fredstiden i 20'erne og nazificeringen i 30'erne for pludselig igen at sidde tilbage i en forfærdelig krig. Det bliver en hård udfordring, og en historie om fred, krig, kærlighed, venskab og broderskab.

Gyldendal 2015. 595 sider.
Leine, Kim

Profeterne i Evighedsfjorden

Den unge norsk-danske præst Morten Falck rejser i 1787 til Sukkertoppen i Grønland for at missionere. Mange voldsomme oplevelser venter ham, og efterhånden geråder han i tvivl om sig selv og sit virke.

Gyldendal 2012. 525 sider.
Lindstrøm, Merethe

Dage i stilhedens historie

Et ældre ægtepar har indgået en stiltiende pagt om ikke at fortælle nogen om deres fortid. Heller ikke deres tre voksne døtre. Dage i stilhedens historie er et stramt, fortættet familiedrama om fortielse og tavshed. Om kærligheden mellem to mennesker, som har foretaget vigtige valg, som de definerer hele deres tilværelse ud fra - for så at opdage at noget ikke lader sig overse. Fortiden dukker ikke bare op igen, den har hele tiden været der.

Tiderne Skifter 2012. 219 sider.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise

Hvad man ikke ved

Eric og Alice er et ungt ægtepar, der i 1969 flytter ind i parcelhuset. Alice er på trods af uddannelse som sygeplejerske hjemmegående, og de får snart 3 børn. Vi følger, hvordan de ikke-eksisterende normer er ved at ødelægge familien.

Gyldendal 2012. 540 sider.
Mondrup, Iben

Karensminde

Det er sommer på Møn og Bjørk er på besøg hos sine forældre, Karen og Jens. Ægteparret er i gang med at skabe et hjem med bed and breakfast på den nedlagte gård "Karensminde". Engang stod Bjørk og hendes storebror Knut hinanden nær, men nu har han hænderne fulde med sin egen familie. Deres ældre søster, Hilde, nægter helt at vise sig på gården. Efter mange års adskillelse dukker gemte og glemte, men også helt nye følelser op i familien. Det, der burde have været et glædeligt gensyn for hele familien bliver i stedet en bumlet tur ind i familiens skyggesider.

Gyldendal 2016. 311 sider.
Moyes, Jojo

Mig før dig

Servitricen Lou må modvilligt tage jobbet som personlig hjælper for Will, der er lam i stort set hele kroppen og som har meget svært ved at acceptere sit nye liv. De kommer dog begge til at forandre hinandens liv for altid.

Cicero 2012. 438 sider.
Nors, Dorthe

Spejl skulder blink

Den vestjyske Sonja var purung, da hun landede i København, men nu er hun i fyrrerne og der er ikke helt styr på så meget - Livet er ikke helt gået som forventet.

Gyldendal 2016. 191 sider.
Nørregaard, Katrine

Løgnerens hus

Da Kristian dør, efterlader han sig en kone, en datter og en datterdatter, men også et hidtil ukendt sommerhus ved fjorden. Sommerhuset viser sig at være andet end bare et sommerhus. Løgnerens hus er en fortælling om kærlighed på tværs af tre generationer. Om en families forsøg på at forstå fortidens løgne. Måske endda at tilgive ...

Politiken 2016. 316 sider.
Oksanen, Sofi

Renselse

Den gamle estiske bondekone, Aliide finder det unge traffickingoffer, Zara, livløs på sin gårdsplads. Forbindelserne mellem de to kvinder afdækkes langsomt, og en tragisk familiehistorie tilbage fra Sovjettiden om at miste sin frihed og sin krop, åbenbares.

Rosinante 2010. 359 sider.
Olsson, Linda

Solsorten synger

Den ensomme og ulykkelige Elisabeth flytter ind i en lejlighed i Stockholm, hvor hun holder sig for sig selv. Gode naboer bliver dog ved med at banke på, og lige så stille opstår både venskaber og kærlighed.

Aronsen 2015. 254 sider.
Otsuka, Julie

Og vi kom over havet

1919. Et skib er på vej over Stillehavet. Om bord er en gruppe unge japanske kvinder, på vej til deres kommende ægtemænd i USA. Deres kufferter er pakket med silkekimonoer til bryllupsnatten, kalligrafipensler og rispapir til brevene hjem, små beskyttede Buddhafigurer og fotografier af deres tilkommende – de fremmede som har lovet at tage imod dem på kajen i San Francisco. I otte kapitler beretter ”postordrebrudene” hver især om den lange skibsrejse på nederste dæk, hvor de forestiller sig deres fremtid i det ukendte land.

Hr. Ferdinand 2014. 191 sider.
Pilgaard, Stine

Lejlighedssange

Der sker ting og sager i en andelsforening, og det finder den unge kvinde, der flytter ind i én hurtigt ud af. Hun skriver lejlighedssange og inden længe kender hun til de fleste mennesker og deres affærer. "Lejlighedssange" er en nærværende og lun roman der binder menneskeskæbner sammen i én flot fortælling.

Samleren 2015. 217 sider.
Riebnitzsky, Anne-Cathrine

Orkansæsonen og stilheden

Monica er præst og taler med Gud. Hendes veninde Beate er advokat og har mistet sin mand i en tragisk ulykke. Hen over et år får de to veninder indblik i en række forskellige mennesker liv. På deres vej møder de blandt andet en guatemalansk teenager fra et børnehjem, en mafioso, en ung hashhandler og en forelsket politimand.

Politiken 2016. 342 sider.
Riebnitzsky, Anne-Cathrine

Forbandede yngel

Bogen har vundet Politikens romankonkurrence 2013 og handler om kvinden Lisa, der fortæller sin livshistorie, der er både barsk og fascinerende. På baggrund af søsterens selvmordsforsøg fortæller soldaten Lisa om sin barndom. Lisa voksede op på en gård hos sine destruktive forældre, en voldelig far og en maniodepressiv mor, og tre søskende.

Politiken 2013. 329 sider.
Rishøi, Ingvild H.

Vinternoveller

"Vinternoveller" er en smuk og hjerteskærende samling af noveller, der alle handler om kærlighed, familie og medmenneskelighed.

Batzer & Co. 2015. 163 sider.
Seethaler , Robert

Et helt liv

Andreas Egger bliver som helt lille bragt til en isoleret østrigsk dal, hvor en bondefamilie tager ham i pleje. Som voksen finder Andreas sig et hjem på en bjergskråning på afstand af landsbyens etablerede liv. Andreas er en mand af få ord, men han arbejder stædigt og sammenbidt og træder i karakter en iskold morgen, hvor et menneske er i nød.

Kristeligt Dagblad 2016. 153 sider.
Ullmann, Linn

De urolige

Far og datter sidder med en båndoptager mellem sig. Planen var, at de skulle dokumentere det at blive gammel i en bog, de to skulle lave sammen. Men da de endelig er i gang, har alderdommen fået tag i ham på en måde, der gør samtalerne uforudsigelige og knitrende. De urolige er en roman om et barn, som ikke kan vente på at blive voksen, og forældre, som helst vil være børn, om minder og glemsel og de mange historier, der udgør et liv.

Gyldendal 2016. 401 sider.
Uri, Helene

Den retfærdige

"Den retfærdige" af Helene Uri markerer Uri som en stærk skønlitterær forfatter, der mestrer det psykologiske drama og sproget dobbelttydighed. Da Karsten og Marianne bliver skilt, sætter det gang i en følelsesmæssig lavine af mistanker og anklager, som får store konsekvenser for dem selv og deres børn.

Klim 2011. 294 sider.
Vinn Nielsen, Bent

Den svævende tankbestyrer

Magnus er en mand uden de helt store drømme eller ambitioner. Af uddannelse er han bankmand, men for øjeblikket befinder han sig i Vendsyssel, hvor han bestyrer en tank, som lukker om ikke så længe. Her funderer over tilværelsen sammen med sine få ansatte og kunder.

Gyldendal 2014. 245 sider.
Wassmo, Herbjørg

Disse øjeblikke

En bog om en kvinde, som bevæger sig ud over sine trygge rammer, hvor hun undervejs bryder tabuer for at finde sin egen sti frem i verden.Det er en fortælling om en kvindes opvækst med overgreb, om hendes tanker om at blive ung mor, og ikke mindst om de følelser, som opstår, når man befinder sig i et ulykkeligt ægteskab.

Lindhardt & Ringhof 2014. 286 sider.
Williams, John

Stoner

William Stoner vokser op hos en fattig bondefamilie i slutningen af det nittende århundrede. Da han bliver sendt på universitetet for at lære om landbrug, bliver han i stedet forelsket i litteraturen og et helt nyt liv former sig for ham. Men tingene går ikke som planlagt; Han gifter sig – med den forkerte, hans karriere kommer ud for massive udfordringer og alt er på randen til ødelæggelse.

Lindhardt & Ringhof 2014. 302 sider.

Biblioteket Sønderborg - Kongevej 19-27 - 6400 Sønderborg - Tlf. 8872 4200 - biblioteket@sonderborg.dk | EAN-nr 5798 0051 54044 | Se biblioteks åbningstider