Berlin - før og efter murens fald

Berlinmurens fald den 9. november 1989 blev symbolet på den kolde krigs ophør og indledningen på en ny æra i verdenshistorien. Muren havde i 28 år ikke bare adskilt østberlinerne fra vestberlinerne, men også stået som et uskønt monument over det delte Tyskland og det delte Europa. I år er det 30 år siden, at muren faldt.

Søndag den 13. august 1961 påbegyndte østtyske arbejdere, skarpt bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med betonklodser og pigtråd. Herefter opførtes en betonmur, som i de følgende år blev udbygget til en uigennemtrængelig grænsesikring, Berlinmuren. Den kom til at stå i 28 år som det ultimative symbol på den kolde krig.

Set fra Vestberlin var Berlinmuren en høj betonmur, der var overmalet med opfindsom graffiti. Derimod så de fleste almindelige østberlinere aldrig selve Berlinmuren med egne øjne. I deres øjne var grænsen den såkaldte Hinterlandmauer, baglandsmuren, der lå 50 til 100 meter inde i Østberlin. Enhver der begav sig over denne mur, var i samme øjeblik kriminel og kunne uden videre blive skudt.

Området mellem baglandsmuren og selve muren var permanent oplyst, og flygtende blev mødt af en hel stribe forhindringer. Efter baglandsmuren kom et signalhegn, der bestod af pigtråd og trådhegn, der var forbundet med et alarmsystem. Herefter forskellige fælder, der kunne lemlæste den flygtende med skarpe genstande. Der var bemandede kontroltårne for hver hundrede meter, hvor vagterne havde stående ordre til at skyde. Dernæst skulle man krydse den oplyste arbejdsvej, der løb langs Muren, og endelig skulle man krydse kontrolstriben, også kaldet ”dødsvejen”, der var belagt med fint revet sand, så alle fodspor med det samme blev opdaget, og som oven i købet blev afpatruljeret af vagthunde. Hvis man nåede helskindet gennem alle disse forhindringer, manglede man stadig at forcere selve Berlinmuren, før man nåede Vestberlin.   

(Kilde: Faktalink)

Vi har samlet en række romaner, fagbøger og film, der giver et indblik i livet før, under og efter murens fald.

1. november 2019