Nynne anbefaler

23. november 2022
I denne uge er vi så heldige at have 15-årige Nynne i praktik. I vores YA område har Nynne lavet en udstilling med sine anbefalinger til hvilke bøger, du skal kaste dig over næste gang.

Én af bøgerne er hun gået lidt mere i dybden med - "Den usynlige krig" af Boris Hansen. 

”Vi kan rejse ind i bøger nu, ændre dem indefra”.

Olivia Alby er fiksionsagent og ansat hos Ministeriet. Olivia drømmer om at tjene nok penge og så tjekke ud af civilisationen. Hun vil gerne leve i stilhed og langt væk fra andre mennesker.

Olivia arbejder som bogholder. Det betyder, at hun har styr på plottet i de bøger, hendes team rejser ind i. Hun og hendes team rejser ind i bøgerne, for at forhindre andre lande i at misbruge fiktionsteknologien. De prøver at efterlade propaganda i bøgerne og på den måde påvirke bogens læsere.

Olivia og hendes nye team af fiktionsagenter, bestående af Cody, Clarrisa, Majoren, piloten Leo og den mærkelige Arthur kommer ud på ”eventyr”, som ikke altid ender helt enkelt for dem. Sammen bliver de udsat for mærkværdige ting, omstændighederne begynder at blive meget mystiske og mange spørgsmål er ubesvarede. Deres verden bliver vendt på hovedet og de bliver nødt til at overveje, hvem de egentligt kan stole på.

Den usynlige krig er en virkelig god og spændende bog. Boris Hansen har lavet et virkelig godt stykke arbejde med at holde læseren på tæerne. Han eksperimenterer også med forskellige genre i forhold til hvilke bøger, de rejser ind i. Bogen er velskrevet og har også forskelligt layout til de forskellige bøger, der bliver rejst ind i.

Bogen hopper mellem forskellige synsvinkler, så man får indblik i mere end én persons tanker og holdninger.

Bog nr. 2 i serien – De falske liv er udkommet i oktober 22, så hvis man kan lide Den usynlige krig, vil jeg også varmt anbefale, at man fortsætter direkte til 2eren.  

Materialer