Vikinger

1. oktober 2020
Selvom vikingetiden udspillede sig for 1.000 år siden, er vi stadig fascineret af den. Det ses blandt andet af den mængde bøger, film og tv-serier, der udkommer.

Mange forbinder vikingetiden med blodige kampe, erobringer og plyndringer, men vikingerne har også haft en ganske almindelig hverdag. Det store eddadigt, Hávamál, giver en lang række praktiske leveregler i dagligdagen. Der er vers om klogskab, venskab, at være gæst, opførsel på tinge osv.

I vikingetiden var æren, familien og slægten altafgørende, og samfundet var bundet sammen af traditioner og normer. Blev normerne brudt, mistede man æren og samfundets anerkendelse. Den personlige ære blev opnået gennem særlige egenskaber som for eksempel fysisk mod, dygtighed, gavmildhed og ikke mindst kammeratskab. I kristen tid blev kirke- og brobyggeri også tilføjet som gode egenskaber.

Eftermælets evige betydning var vigtigt for vikingerne. Hvis man havde æren og ryet i behold, ville ens navn aldrig blive glemt:

Slægt dør,
man selv dør,
dø skal gods og guld;
et ærligt navn skal aldrig dø,
et man vandt ved sit værk
(Hávamál strofe 77).

 

Viking - ran, ild og sværd

Glæd dig til foråret 2021 når arkæolog og museumsinspektør, Jeanette Varberg, lægger vejen forbi Biblioteket Gråsten. Hun vil fortælle om sin bog 'Viking' og præsentere den nyeste forskning om vikingetiden, som varede meget længere end hidtil antaget.

 

Vi har samlet en række skøn- og faglitterære bøger om vikingetiden.