- Tid
- 17:00 - 18:30
- Pris
- Standard: 80 DKKUnder 26 år: 50 DKK
- Sted
- Salen
- Bibliotek
- Biblioteket Sønderborg
- Adresse
-
Nørre Havnegade 15
6400 Sønderborg
Danmark
Liv Duvå fortæller om at vende tilbage til sin hjemstavn og deler sine refleksioner om Velfærdsdanmark, giftig forurening og klasse.
I 2024 udkom Liv Duvås roman, Ned fra himlen. I romanen følger vi Maria, en ung mor, der impulsivt har forladt sit liv og sin datters far. Med den lille Sonja indlogerer hun sig midlertidigt hos sin moster, der driver en rideskole for socialt udsatte børn i Brøndby Strand.
Oppe i højhusene bor Marias mor med sin hund, Skat, og hun elsker sin plads i himlen og udsigten over Køge Bugt. Men nu skal hendes hjem rives ned. Højhusene, der i sin tid blev anlagt for at give arbejderne lys og frisk luft, har vist sig at være fulde af kemisk gift. Maria har for længst afbrudt kontakten til sin mor, som har et alkoholmisbrug. Nu, hvor Maria selv har fået et barn, opstår der alligevel en skrøbelig ny samhørighed.
Ned fra himlen er et portræt af Velfærdsdanmark og en fortælling om alt det, vi arver fra tidligere generationer, om ophobede giftstoffer og den historie, vi bærer med os. Liv Duvå er opvokset i Brøndby Strand, og i forfattersamtalen vil hun fortælle om sit arbejde med romanen og karaktererne, om hjemstavn og om sin research og sine besøg på nedrivningspladsen. Liv Duvå er prisbelønnet forfatter og debuterede som romanforfatter i 2017. Ned fra himlen er nomineret til DR Romanprisen.
I samtale med Line Kveiborg.