Kirsten Hammann fylder 60
Den 1. november fylder forfatter Kirsten Hammann 60 år. Vi ønsker tillykke og åbner forfatterskabet ved at kaste et blik tilbage på nogle af Hammanns mange gode bøger.
Af Biblioteket
Kirsten Hammann debuterede i 1992 med digtsamlingen ”Mellem tænderne”, for hvilken hun modtog Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik. Siden er det indtil videre ikke blevet til flere digtsamlinger, men derimod en række romaner, der ofte har en aktuel samfundsrelevans og en for Hammann særegen humoristisk tone.
Smørhuller, samfundssind og to gange Mette
I 2004 udkom den anmelderroste roman ”Fra smørhullet”, der har skolebøgernes Søren og Mette som hovedpersoner. De er egentlig et godt par, men Mette bliver forladt af Søren og sidder alene tilbage i en lækker lejlighed med sit hustrubidrag og alt for meget tid.
En anden af Hammanns hovedpersoner hedder også Mette. Mette Mæt, for nu at være helt præcis. Hende kan du møde i romanen ”En dråbe i havet” fra 2008, hvor hun planlægger at skrive en bog om de fattige i ulandene, men da hun får syn for sagen, bliver det måske alligevel for meget af det gode.
Parforholdets glæder og forbandelser
Hvis man hører til dem, der holder af romaner, som leverer nok så alvorlige historier med en veloplagt og underfundig form for humor, kan man kaste sig over den syrede kærlighedshistorie i ”Se på mig” (2011) og parforholdsgyseren ”Alene hjemme” (2015). Her demonstrerer Hammann sin formidable evne til at twiste det almindelige og genkendelige, så det pludselig tager sig helt grotesk ud.
Nordisk nominering af flere omgange
Kirsten Hammann har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris ikke færre end tre gange: I 1998 for den surrealistiske roman ”Bannister”, i 2005 for ”Fra smørhullet” og senest i 2023 for ”Georg-komplekset”, der handler om forfatteren Georg, som drømmer om et tiltrængt comeback på den litterære scene. Desværre er der mere, der tyder på, at hans hustru er i færd med at skrive en decideret bestseller – og dét vil Georg for enhver pris søge at forhindre. Endnu en velskrevet, sjov og tankevækkende og roman fra fødselaren.