Voksne

Noget, der ligner "Vi var løgnere"

Hvis du har slugt tv-serien "We were liars" og måske også læst booktok-fænomenet bag serien, kommer her en række forslag til din næste læseoplevelse.

Af biblioteket

Badebro og skitse af en plante

"We were liars" af den amerikanske forfatter E. Lockhart udkom i 2014 og blev året efter oversat til dansk under titlen "Vi var løgnere". Den levede et forholdsvist anonymt liv i flere år, indtil brugere over hele verden begyndte at dele deres læseoplevelser under hashtagget #booktok på det sociale medie TikTok. Og så gik det pludselig stærkt!

Fra #booktok til bestseller

Brugerne begyndte at poste videoer med deres reaktioner, mens de læste bogen. Det blev til mange tårer, mange frustrerede bogkast - og selvfølgelig både forvirring og stor nysgerrighed blandt dem, der endnu ikke havde læst bogen, og som måtte skynde sig ud og købe den. Ikke mindre end syv år efter udgivelsen endte "We were liars" derfor på New York Times' bestsellerliste. 

Fra bog til tv-serie

For nylig var der premiere på tv-serien af samme navn, og det er en velproduceret og vellykket overgang fra bog til skærm. Den kommer dog hurtigt til at føles for kort, hvis man ikke sparer lidt på afsnittene, så når serien er slut, og abstinenserne sætter ind, har vi åbnet det litterære medicinskab for dig her.

Spænding, plottwists og den dragende elite

E. Lockhart har fx skrevet "En familie af løgnere", som er forhistorien til "Vi var løgnere". Den foregår også på Sinclair-familiens ø - her er vi bare en generation tilbage og hører om de tidligere hovedpersoners mødre som unge. 

Trilogien "En af os lyver" af Karen M. McManus er et YA-mysterium fuld af twists, du ikke ser komme, og bøgernes skiftende synsvinkler tilføjer ekstra spænding. 

I "En af os lyver" følger vi også den dyre elite med alt, hvad det indebærer - og det samme gør vi i "The Ivies" af Alexa Donne, hvor der heller ikke er sparet på overraskelser og uforudsete plottwists.

Var du glad for det vilde twist i "Vi var løgnere", så vil du helt sikkert også elske Aimee Molloys "Grænseløs beundring" eller "Before I fall" af Lauren Oliver.

I det hele taget er der både spænding, intriger, uforudsete hændelser og sært dragende karakterer i alle bøgerne herunder; lige til at udfylde tomrummet efter "Vi var løgnere". God fornøjelse!