Siri Hustvedt: Sorg, kærlighed og kunst i nyt erindringsværk

Siri Hustvedt er en af de store, nulevende New York-forfattere – skarp i sit blik for kønslige ubalancer, sindets mysterier, kunst og storbyen New York.

Den 16. marts gæster hun Den Sorte Diamant i København, hvor hun vil tale om sit forfatterskab. Samtalen streames direkte til flere biblioteker landet over.

I samme anledning udkommer hendes nye bog "Genfærd" på dansk.

Her kan du gå på opdagelse i Hustvedts forfatterskab – fra romaner og erindringer til essays, der krydser litteratur, filosofi og videnskab.

Kærlighed, sorg og erindring

Jeg lever. Min mand, Paul Auster, er død. Han døde den 30. april 2024 klokken 18.58 her i huset i Brooklyn, hvor jeg nu sidder og skriver disse ord.

Sådan indleder Siri Hustvedt "Genfærd" – et erindringsværk om de 43 år, hun var sammen med sin mand, forfatterkollega og store kærlighed, Paul Auster.

I bogen skriver Hustvedt om det første år efter hans død og om deres lange liv sammen – fra de første kærlighedsbreve til de sidste tekster, Paul Auster skrev: en række breve til barnebarnet Miles, som han kun nåede at kende i fire måneder.

Netop derfor er "Genfærd" også en oplagt anledning til at se nærmere på hendes store forfatterskab.

Om forfatterskabet 

"Genfærd", der bærer undertitlen "En kærlighedshistorie", er måske Hustvedts mest personlige værk, men det er langt fra første gang, hun trækker på sine egne erindringer og erfaringer.

Det har hun gjort gennem hele forfatterskabet, både i sine romaner og essays.

I debutromanen "Med bind for øjnene" (1992) følger vi for eksempel hovedpersonen Iris (Siri stavet bagfra), der – som forfatteren selv gjorde som ung – flytter fra Minnesota til New York og skal lære at finde fodfæste i den barske storby.

Iris lider af voldsomme, uforklarlige migræneanfald, nøjagtigt som Siri Hustvedt selv har gjort.

Det fortæller hun blandt andet om i essaysamlingen "Kvinden der rystede", som bærer undertitlen "Historien om mine nerver".

Her går hun ihærdigt til værks for at finde svar på de uforklarlige rystelser, hun oplevede i en periode, med mange referencer til neurovidenskaben.

I essaysamlingen "En bøn for eros" (2006) skriver hun:

Jeg har accepteret, at jeg er en skramlende, spasmodisk, flagrende krop, der skal arbejde for at kunne finde fred, ro og hvile.

I det hele taget vidner Hustvedts forfatterskab om en stor interesse for psykologi og neurovidenskab, hvilket også kommer til udtryk i en af hendes mest populære romaner, "Sommeren uden mænd" (2011). 

Her flytter hovedpersonen Mia – der også er forfatter og fra Minnesota – midlertidigt tilbage til sin barndomsby, efter at hendes mand har ønsket en pause fra deres forhold.

Køn og kvinderoller

"Sommeren uden mænd" er dog langt mere end en roman om dårlige nerver.

Det er – som titlen vidner om – også en historie om kvinder.

Hovedpersonen tilbringer en del tid med sin mor og dennes enkeveninder, samtidig med at hun underviser på et skrivehold for teenagepiger.

Alt imens er hendes nabo en ung mor til to, der er ved at blive skilt fra børnenes far.

Hendes søn, der stadig bruger ble, er så godt som det eneste hankønsvæsen, der optræder i romanen.

Sommeren tilbringes dermed – bogstaveligt talt – uden mænd, og det giver også hovedpersonen Mia anledning til at reflektere over kvinderoller og relationer på tværs af generationer og til at granske psykologiens forklaringer på forskelle mellem mænd og kvinder.

Køn og kvinderoller spiller også en central rolle i flere af Hustvedts essays – blandt andet i essaysamlingen "Mødre, fædre og andre" (2022), hvori hun skriver: "Misogynien er på fremmarch over hele verden" med henvisning til Højesterets indskrænkning af kvinders ret til fri abort i USA, som hun sammenligner med fascismens fremmarch i 1930'ernes Europa.

Hustvedt er med andre ord en forfatter, der gerne stikker hånden i den kønspolitiske hvepserede og har været erklæret feminist, siden hun var 14.

I romanen "Den flammende verden" (2014) sætter hun også køn og kvinderoller på spidsen gennem den fiktive kunstner Harriet Burden, der udgiver kunst under mandligt pseudonym. Romanen indledes med ordene:

Alle intellektuelle produkter, alle kunstværker, selv vittigheder, satirer og parodier, får en bedre modtagelse hos publikum, hvis publikum – et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan finde en pik og et par nosser.

Kunsten som omdrejningspunkt

Forholdet mellem kvinder og kunst er i det hele taget et emne, der optager Hustvedt. Det kommer til udtryk i essaysamlingen "En kvinde ser på mænd, der ser på kvinder", hvori hun på ikke mindre end 700 sider udforsker krydsfeltet mellem kunst, køn og neurovidenskab.

Den amerikanske kunstverden og New Yorks intellektuelle kunstkredse sættes under lup i en af Hustvedts mest populære romaner, "Det jeg elskede" (2003), hvor salget af et maleri kickstarter romanen såvel som begyndelsen på et livslangt venskab mellem historikeren Leo og kunstneren Bill.

Storbyen New York 

New York er ikke bare Hustvedts hjem gennem årtier – den er så gennemgribende en kulisse i hendes værker, at den næsten udgør en karakter i sig selv.

I flere af hendes bøger optræder den allerede på første side.

Det gør sig gældende i den førnævnte roman "Det jeg elskede" med benævnelser af både Greene Street og East Village, og det gør sig gældende i debutromanen "Med bind for øjnene", hvor hovedpersonen fortæller om sin tid som bachelorstuderende på Columbia University og bosiddende på West 109th Street.

Den udvikling, byen har gennemgået, siden Hustvedt selv flyttede dertil fra Minnesota som ung bachelorstuderende, reflekterer hun også over i flere af sine essays og i romanen "Minder om fremtiden" fra 2018.

I sidstnævnte følger vi hovedpersonen S.H. (som dermed deler initialer med Siri Hustvedt), både da hun flytter til New York som ung forfatterspire, og 40 år senere, hvor hun er blevet en etableret forfatter, stadig bosiddende i New York.

"Gaderne har mistet deres ildevarslende aura," skriver hun blandt andet.

I sit nye værk "Genfærd" bliver det også understreget, hvor betydningsfuld en ramme byen sætter om Hustvedts og Austers årelange kærlighedsliv og for Hustvedts personlige erindringer om det.

Udover at hjemmet i Brooklyn nævnes allerede i anden sætning, fortæller hun, hvordan gaderne i dagene efter hans død pludselig fremstår ugenkendelige for hende.

Hun genfortæller også passagen, hvor hun første gang mødte Paul Auster – der senere udkom med den berømte "New York Trilogien" – på 92nd Street på Manhattan.

Paul Auster døde i april 2024 af lungekræft, og "Genfærd" skildrer foruden sorgen og savnet også den sidste tid, hvor han var syg.