100 år med Den store Gatsby – romanen der definerede en epoke
Den 10. april 2025 markerer 100 år med Den store Gatsby – romanen, der fangede 1920’ernes glitrende storhed og skjulte mørke
Af Camilla Uldal
En amerikansk litteraturklassiker fylder rundt – og er mere aktuel end nogensinde
Da Den store Gatsby udkom i 1925, fik romanen af F. Scott Fitzgerald fine anmeldelser, men blev langt fra en bestseller. Først senere blev den anerkendt som noget helt særligt: et rammende portræt af en generation på jagt efter drømmen – og en isnende skarp skildring af det moderne menneske i en ny og flimrende tid.
100 år senere regnes Den store Gatsby som en af de største amerikanske romaner nogensinde. Fortællingen om Jay Gatsby, hans storslåede fester og jagten på rigdom og kærlighed i 1920’ernes USA er stadig både fængslende og foruroligende. For bag glitteret og jazzen lurer ensomheden, rodløsheden og de knuste illusioner.

Gatsby, glamour og gådefulde drømme
Jay Gatsby er ung, ufatteligt rig og kendt for sine overdådige fester på Long Island, hvor New Yorks jetset strømmer til. Men ingen ved helt, hvor hans formue stammer fra – og rygterne om spiritussmugling og skumle forbindelser spreder sig.
Fitzgeralds fortæller, Nick Carraway, iagttager det hele med både beundring og uro. For selvom Gatsby synes at have det hele, er han fanget i en illusion – i drømmen om at vinde sin fortid tilbage.
Romanens slutning rammer med en melankoli, der stadig kan mærkes et århundrede senere. Den store Gatsby viser, hvordan jagten på succes og mening kan ende i tomhed – og hvordan vi alle kan blive fanget i vores egne forestillinger om, hvad der giver livet værdi.
For Daisy var ung, og hendes kunstige verden var fuld af orkideer og elskværdigt, muntert snobberi og orkestre der anslog årets rytmer og opsummerede livets vemod og stemninger i nye melodier. Hele natten jamrede saxofonerne Beale Street Blues’ utrøstelige kommentar mens hundrede par gyldne eller sølvblanke dansesko slæbte rundt i det skinnende støv. I den grå tetime var der altid rum som dunkede uophørligt at denne lavmælte, søde feber mens unge ansigter svævede hid og did som rosenblade blæst rundt på dansegulvet af de bedrøvede horn.
Den store Gatsby s. 161.

Kort, intenst og uforglemmeligt
Med sit knivskarpe sprog og sin elegante form er Den store Gatsby en roman, der bliver ved med at tale til nye generationer. Den fylder læsesale, biografer og læsegrupper verden over – og inviterer stadig læsere med til festen, hvor ikke alt er, som det ser ud.

