Portræt af KEDDE
Voksne

Koncert ved KEDDE

Tid
16:00 - 16:30
Sted
Biblioteket Sønderborg
Nørre Havnegade 15
6400 Sønderborg
ORDRIG - Sønderjyllands Bogfest inviterer til en koncert ved KEDDE

Poptalentet KEDDE voksede op i Bojskovskov uden for Gråsten. En lille by, hvor det sjældent blev belønnet at skille sig ud. Men det gjorde han. Han vidste bare ikke dengang, hvad det var, der gjorde ham anderledes. Først i de senere år er KEDDE landet et sted, hvor han for alvor hviler i sig selv, og hvor han åbent og stolt kan være queer, både over for sig selv og verden omkring sig. 

Siden debuten i 2023 har KEDDE udgivet en række stærke sange og EP’en “En stille start”. Herfra blev singlen “Sådan må det være” P3’s Uundgåelige i starten af 2024, og nu markerer KEDDE endnu engang begyndelsen på et nyt kapitel. Ved udgangen af 2025 udgav KEDDE “If u kno u kno (feat. Karoline Mousing)”, der i starten af i år også blev P3’s Uundgåelige og hurtigt indtog toppen af listen over de mest streamede sange i Danmark. KEDDE cementerer dermed endnu en gang sin plads som en stemme på den danske musikscene, man skal holde øje med.

KEDDE skriver originale danske tekster, der både er personlige og ærlige. Stilen kan beskrives som “akustisk på klubben”, og forelskelsen i guitaren, især den akustiske, har åbnet døren til en ny måde at fortælle historier på.

KEDDE lukker dette års ORDRIG med en halv times akustisk koncert.

Gratis - mød bare op
 

ORDRIG

Sønderjyllands Bogfest

Litteraturen  rykker ud i det fri, når Biblioteket Sønderborg inviterer til en festlig dag fyldt med litterære ildsjæle, fængslende oplæg og hygge ved havnekanten. 
Lokale forfattere og udgivere præsenterer et stort udvalg af bøger og litteratur, som kan købes på dagen. Her vil der være rig mulighed for at opdage nye litterære stemmer og støtte lokale forfatterskaber, og du vil møde både digte og romaner såvel som fagbøger og historiske værker. Der vil desuden være et særligt fokus på bøger om Sønderjyllands særlige historie, skrevet af forfattere fra nær og fjern.

ORDRIG - Sønderjyllands Bogfest