
- Date
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
- Standard: 80 DKKUnder 26 år: 50 DKK
- Sted
- Salen
- Bibliotek
- Biblioteket Sønderborg
- Adresse
-
Nørre Havnegade 15
6400 Sønderborg
Danmark
Tag med til Næstved anno 1989, når Sissel-Jo Gazan fortæller om sin seneste roman, I en dråbe. I en dråbe er den første bog i en ny trilogi, på samme tid en krimi og en gribende fortælling om familieskæbner i flere generationer.
I romanen går Merethe ud for at poste et brev efter et skænderi med sin 17-årige datter Mia, og kommer ikke tilbage. Dagene går, og hun er sporløst forsvundet. Hendes to døtre, Mia og Lea, og manden Finn er i chok over, hvad der kan være sket. En storstilet politiefterforskning går i gang, og efterhånden peger pilen på Finn. Hvor var han, den aften Merethe forsvandt, og hvorfor lyver han så meget?
Unge Mia er overbevist om sin fars uskyld, men da hun selv går i gang med at pille i sandheden om sin mors forsvinden, indser hun, at hun ikke kender sin egen virkelighed.
Bestsellerforfatter Sissel-Jo Gazan er cand.scient. i biologi fra Københavns Universitet, og den naturvidenskabelige baggrund skinner tydeligt igennem i hendes populære krimier og spændingsromaner. Sissel-Jo Gazan debuterede som romanforfatter i 1995, og det store gennembrud kom med videnskabskrimien Dinosaurens fjer i 2008. Bogen vandt stor popularitet hos både publikum og anmeldere og modtog DR Romanprisen og er endda blevet kåret som Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010. Senest modtog Sissel-Jo Gazan i 2023 Blixenprisen for Årets Krimi for Uglens øje.
Denne forfattersamtale tager dig med ind i en fortælling om tilhørsforhold og blodets bånd, om traumer, der går i arv og om kampen for retfærdighed i en uretfærdig verden. I en dråbe er en episk familieodysse, en roman om at være på kant med samfundet, om at gå sine egne veje og bryde med omverdenens forventninger, og om at finde hjem.
I samtale med Line Kveiborg.