SPOR
Litterære lydvandringer
SPOR lanceres 6. maj 2026
Lyt til litteratur, der udspiller sig netop dér, hvor du sætter dine fødder.
Ni lokale stemmer fra Forfattergruppen Alssund skrevet originale tekster til otte lydvandringer, der alle finder sted midt i naturen.
Fortællingerne spænder fra det historiske til det sanselige og bliver levende lige midt i landskabet. Uanset om du er til poesi, spænding eller historiske beretninger, er der en lydvandring til dig. Ruterne fører dig gennem vores smukke natur – fra tæt skov til vidtstrakt strand, fra friserede parker til åbne marker. Du kan komme med på en intens ulvejagt, møde middelalderens røvere, mærke et psykologisk drama krybe ind under huden – eller lade dig opsluge af familierelationer, hemmeligheder og en vis sagnfigur.
Følg SPOR’ene og oplev de litterære lydvandringer skrevet af Andrias Andreasen, Hans Karup, Thorsten Kranz, Linda Lassen, Bente Løwe Christiansen, Tabea Petersen, Kaj Smedemark, Karsten Skov og Ilja Wechselmann – der alle har ladet sig inspirere af stedets natur og stemning og har skrevet ny fiktion på landskabets præmisser.
Med høretelefoner i ørerne kan du opleve de stedsspecifikke fortællinger, der forstærkes af et stemningsfuldt lyddesign. I samarbejde med Naturvejlederne
Sønderborg gøres SPOR tilgængelig på deres app Naturlandet, hvor du kan finde kort til vandreruter og inspiration til naturoplevelser.
Projektet er støttet af Villum Fonden
Villum Fonden er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning og uddannelse samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. I 2024 uddelte fonden ca. 992 mio. kr.
Villum Fonden er stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen - grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. Villum Fonden er en hovedaktionær i VKR Gruppen, men har ikke bestemmende indflydelse i VKR Holding A/S.