Offentlige foredrag i Naturvidenskab: Kvatecomputeren
Voksne

Kvantecomputeren – Livestreaming fra Aarhus Universitet

Tid
18:45 - 21:00
Pris
Billet: Gratis
Sted
Biblioteket Gråsten
Ahlefeldvej 4,
6300 Gråsten
BHJ Salen
GRÅSTEN: Få en intro til kvantefysikkens verden, og hør om den nye ”kvanterevolution” som udvikler teknologier der bygger på de mest paradoksale kvantefænomener. Hør om hvordan kvantecomputere virker og hvad de kan bruges til.

Atomernes og molekylernes mikroskopiske verden er beskrevet af kvantefysikken. Den kvanteverden som kvantefysikken beskriver, er meget forskellig fra fænomener i vores dagligdag: fx er atomare partikler tilsyneladende flere steder på én gang, og målinger på dem giver altid tilfældige resultater.

Kvantefysikken revolutionerede fysikken i begyndelsen af det 20. århundrede og rystede mange fysikere i deres verdensbillede, men dens forudsigelser er siden blevet afprøvet med stor præcision i alle områder af fysikkens og kemiens verden.

I foredraget vil du få en introduktion til kvantefysikken og til en række eksisterende teknologier, og til perspektiver for revolutionerende fremtidige teknologier som virker netop i kraft af atomare partiklers kvantefysiske opførsel.

Både i Danmark og internationalt er der siden 1990’erne investeret store pengebeløb i kapløbet om at udvikle og udnytte kvantecomputere som bruger atomare kvantetilstande til at regne på mange tal på samme tid. I foredraget vil du høre hvor langt man er kommet i konstruktionen af kvantecomputere, og hvad de vil kunne bruges til når de bliver fuldt funktionsdygtige.

Foredragsholder
Klaus Mølmer er professor i kvantefysik ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet. Hans forskningsmæssige hovedinteresse er at finde anvendelser af kvantefænomener – fx til computere der bruger enkelte atomer til lagring og beregning af data.

Offentlige foredrag i Naturvidenskab
Foredraget er en del af serien ”Offentlige foredrag i Naturvidenskab”, som er foredrag der livestreames fra Søauditorierne, Aarhus Universitet. Her har du mulighed for at komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. 
Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger. Der er fri entré til alle foredragene. 
Man kan stille spørgsmål til forelæseren under foredraget ved at sende en sms eller et tweet.
Foredragsserien arrangeres af Science and Technology, Aarhus Universitet, og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.

Sæsonens livestreaminger i Gråsten