Hvilken verden vil du gå på opdagelse i?

10. maj 2023
Børn er eksperter på børn, så hvad sker der, hvis børnene får frie tøjler og selv kan stå for formidlingen af deres yndlingslitteratur? Det får de nu chancen for at vise med den landsdækkende kampagne ”Hvilken verden vil du gå på opdagelse i?”

Biblioteket Sønderborg inviterer sammen med en række andre biblioteker og eReolen Go alle børn i alderen 9-12 år til at overtage bibliotekets litteraturformidling i maj og juni måned. Det sker, når børnebiblioteket omdannes til én stor ”børn-til-børn”-anbefaling og lader børnene bestemme, hvilke historier der skal fremhæves som en god oplevelse. For der sker nemlig noget helt særligt for læseiveren, når børn selv bestemmer, hvad de vil læse.

Sådan deltager børn i kampagnen

Alle børn i alderen 9-12 år har mulighed for at deltage, når de besøger Biblioteket Sønderborg eller klikker sig ind på bibliotekernes digitale tilbud eReolen Go. Her kan børnene komme med anbefalinger og vælge de historier, der skal fremhæves i både det digitale og det fysiske bibliotek.

Så kender du et barn, der elsker bøger, og som gerne vil give oplevelser videre til andre børn? Eller kender du et barn, der mangler inspiration, men som helst vil have det fra andre børn? Så kom ned på biblioteket eller følg med hos eReolen Go, hvor børn i fællesskab med andre børn får mulighed for at få og give gode læseoplevelser videre.

Du finder eReolenGO lige her

Kampagnen er udviklet sammen med næsten 200 børn fra forskellige steder i landet, hvor børn har fået adgang til bibliotekernes maskinrum og været inddraget i tilblivelsen af kampagnen. Med kampagnen vil folkebibliotekerne og eReolen Go sætte spot på de gode oplevelser, som børn finder i bøgerne. På den måde er børnene med til selv at skabe et univers af de verdener, de vil gå på oplevelse i – og give dem videre til andre.

Kampagnen er en del af projektet ”Det starter med børnene”, der har fået støtte af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker. Projektet har deltagelse af 46 af landets biblioteker samt eReolen Go.