Litterære lydvandringer
Nyt projekt skaber læseoplevelser under åben himmel
Biblioteket Sønderborg har modtaget en bevilling på 500.000 kr. under Villum Fondens pulje ”Dagslys og frisk luft” til at skabe en helt ny oplevelse, der kombinerer litteratur og natur.
Glæd dig til sommeren 2026. Her vil Biblioteket Sønderborg lancere ”Litterære lydvandringer”, og du vil kunne drage afsted på udvalgte ruter, mens du lytter til en fortælling, der udspiller sig netop dér, hvor du sætter dine fødder.
Fortællingerne bliver skabt af lokale forfattere, der i løbet af projektet kommer til at skrive deres tekster på naturens og landskabets præmisser.


I projektet deltager Karsten Skov, Linda Lassen, Bente Løwe Christiansen, Ilja Wechselmann, Hans Karup, Andrias Andreasen, Kaj Smedemark, Tabea Petersen og Thorsten Kranz. Forfatterne er alle en del af netværket Forfattergruppen Alssund.
Selvom der stadig er lang tid til sommeren 2026, er forfatterne og projektet allerede i fuld gang. Forfatterne er i gang med at snævre sig ind på, hvor deres fortælling skal foregå - og hvad den skal handle om.


Følg med har på siden, der løbende bliver opdateret, efterhånden som projektet skrider frem.
Projektet er støttet af Villum Fonden
Villum Fonden er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning og uddannelse samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. I 2024 uddelte fonden ca. 992 mio. kr.
Villum Fonden er stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen - grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. Villum Fonden er en hovedaktionær i VKR Gruppen, men har ikke bestemmende indflydelse i VKR Holding A/S.
