Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
80 kr./50 kr. (under 26 år)
Lokalitet
BHJ Salen
Målgruppe
For unge
For voksne
Foredrag
Historie

Tårernes Europa

2. september 2024
En russisk invasion af Ukraine, sabotage af gasledninger, energikrise, en frygt for 3. verdenskrig – og læg dertil Brexit, autoritære bevægelser, pandemi og et selvsikkert Kina.

Det håb om en fri og fredelig verden, der voksede sig frem, da Berlinmuren faldt, er godt tre årtier senere lagt endeligt i graven. Den verdensorden, som vi i Europa troede, vi kendte, er ved at blive en helt anden. Men hvilken? Hvad betyder det? Og hvor sikkert er det, at Europa kan holde sammen i kampen mod Putin? Det giver Lykke Friis sine bud på sin nyeste bog Tårernes Europa, der er afsættet for dette foredrag.

Lykke Friis har altid haft det europæiske som omdrejningspunkt – først som statskundskabsstuderende, forsker, minister, udlandskorrespondent og nu som direktør for Tænketanken Europa.

I foredraget tager hun tilhørerne med på sin personlige, europæiske opdagelsesrejse – fra Moskva og Rom over London og Kyiv til det nye jerntæppe i Narva og det helt centrale Tyskland. Her, hvor Putin boede i Dresden i slutfirserne, og hvor Angela Merkel på en række områder svigtede. Alle anekdoter og pointer illustreres med personligt fotomateriale.

Mødet med den polske frihedshelt Lech Walesa og Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev trækkes også ind i foredraget – alt sammen for at forklare, hvad der bragte os til dette vendepunkt i historien, og for at give os kvalificerede bud på, hvad der venter  forude. Trods titlen er én af hovedpointerne, at der fortsat er håb. Ligesom i 1989 afhænger det Europa, vi får, i høj grad af os selv. Og ikke siden 1989 har der været en så bred erkendelse af, at demokrati og fred i Europa ikke må tages for givet.

Materialer