Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis billet
Lokalitet
Salen
Målgruppe
For unge
For voksne
Foredrag
Videnskab

Pandemier i de sidste 200 år – livestreames fra Aarhus Universitet

26. oktober 2021
Hvad kan vi lære af at kigge tilbage i historien på de store epidemier og pandemier – fx pesten, spansk syge, kopper, kolera og mæslinger? Nye matematiske modeller giver os indsigt i hvordan fremtidige epidemier udvikler sig – herunder covid-19-pandemien.

Historisk set har menneskeheden gennemlevet voldsomme epidemier og pandemier som holdt populationen nede. Fx pest, kopper, kolera, mæslinger og influenza-pandemier som spansk syge der hærgede verden over i 1918-20. Sidstnævnte dræbte omkring 1-2 % af verdens befolkning, svarende til at over 50 millioner mennesker ville dø hvis en lignende pandemi skete i dag.

Verden over arbejder forskere på at afdække nutidige trusler og komme på forkant med fremtidens store pandemier. Kommer der igen en stor og dødelig pandemi? Hvilken virus kan det ske at være? Kan vi risikere at den bliver så dødelig som fortidens forfærdeligheder? Kan vi stoppe den?

Om forelæseren:
Lone Simonsen er professor og pandemiforsker på RUC og er for fem år siden vendt tilbage til Danmark efter en karriere som epidemiolog i USA’s Centers for Disease Control and Prevention (CDC) og National Institutes of Health (NIH). Hun har i snart 30 år brugt matematiske og statistiske metoder til at forstå fortidens og nutidens epidemier og pandemier.

I anledningen af spansk syges 100-års fødselsdag i 2018 holdt hun mange foredrag og spåede allerede dengang om at man burde holde øje med coronavirus-familien som en fremtidig pandemi-trussel.

Med sin unikke kvantitative tilgang og sine historiske briller har hun kastet sig over COVID-19-pandemien og arbejder med at kortlægge dens "signatur" i form af udbredelse og dødelighed, samt med at forstå fænomenet "superspredning" - et fænomen som hun mener er helt centralt for at forstå hvordan det er muligt at holde styr på denne coronavirus-pandemi mens vi venter på en vaccine.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har hædret Lone med Forskningskommunikationsprisen 2021 for hendes særlige evner til at kommunikere forskning til offentligheden.

Offentlige foredrag i Naturvidenskab
Foredraget er en del af serien ”Offentlige foredrag i Naturvidenskab”, som er foredrag der livestreames fra Søauditorierne, Aarhus Universitet. Her har du mulighed for at komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger. Der er fri entré til de fleste af foredragene. Man kan stille spørgsmål til forelæseren under foredraget ved at sende en sms eller et tweet.
Foredragsserien arrangeres af Science and Technology, Aarhus Universitet, og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.