Månedens film på Filmstriben
Ulrich Thomsens instruktørdebut er tydeligt forelsket i amerikansk småbyæstetik, men betragter den med et europæisk, let fremmedgjort blik.
Af biblioteket
Plattenslageren og drømmeren Mike møder pølseentusiasten Edward. Mike er netop løsladt fra fængslet uden nogen planer for livet, og Edward er bare gået i stå. Så da Mike hører om Edwards ydmyge drøm om en tysk pølserestaurant i Gutterbee for at skabe fred og forståelse i verden, inspirerer han Edward til at gå efter drømmen.
Gutterbee er en lavmælt, satirisk indiekomedie, der bevidst går uden om de store armbevægelser. I stedet finder den sin styrke i det små: blikke, pauser, akavede samtaler og en næsten stoisk humor, der langsomt siver ind under huden.
Filmen kredser om identitet, tilhørsforhold og frygten for det anderledes – men den gør det uden at råbe. Konflikten om en tysk pølserestaurant bliver et komisk mikrokosmos for kulturel usikkerhed og smålig nationalisme. Det er satire, ja, men med varme og empati for selv de mest stivsindede figurer. Her er ingen rene skurke, kun mennesker, der klamrer sig til vaner og symboler.
Visuelt er Gutterbee enkel og bevidst udramatisk; den ligner den by, den foregår i. Det understøtter filmens pointe, men betyder også, at den aldrig rigtig eksploderer – hverken visuelt eller dramatisk. Det er et valg, der splitter: enten finder man roen og humoren i det underspillede, eller også savner man mere bid.
Filmen er en charmerende, skæv og eftertænksom film, der hellere vil småprikke end slå. Den er ikke for alle, men for dem der holder af indiekomedier med tørt vid, menneskelighed og en snert absurd samfundssatire, er den et fint – og lidt undervurderet – bekendtskab.
Gutterbee kan ses i februar måned for 0 point på Filmstriben.
